Kort fortalt om os - min mand Preben er årgang '68, jeg Bettina er årgang '72. Vi har to børn på 13 og 16 år. Jeg er operatør på en emballagefabrik, og Preben er mekaniker. Begge fuldtidsjob og lidt til.
Vi bruger begge meget tid ude i haven, men nok mest mig. Jeg er den der pusler og nusser, skærer og klipper og alt det der. Helt selvforskyldt slår jeg efterhånden også det meste af græsset. Min mand slår gerne græsset der hvor han kan komme til med hans havetraktor, men efterhånden som jeg får nye ideer, så ødelægger jeg det lidt for mig selv, ved at lave det sådan at han ikke kan komme til med havetraktoren. Men det gør ikke så meget - jeg kan faktisk godt li det.
Til gengæld er han go til at ta det grove arbejde. Grave huller, flytte sten og sådan noget. Det er også ham der passer søen og dammen - han er den der er bedst til det med fisk.
Der er selvfølgelig dage hvor havearbejdet ikke er lige sjovt, og ting som bare skal overståes frem for andre - men alt i alt, er haven det bedste der kan ske for mig.
Huset og haven købte vi i 1997. Det første vi gjorde var, at fælde nogle gamle træer, forbedre jorden, plante bøgehæk og så en masse græs. Terrassen lavede vi også i '97, men ellers gjorde vi ikke så meget ved haven. Året efter lavede vi et par bede eller tre, men det blev aldrig rigtig nogen succes. Vi vidste ikke noget om planter osv, og lysten var der heller ikke.
Omkring 2003-2004 tror jeg, skulle der laves om på et bed, og jeg fik en masse planter fra min svigerindes have. Det bed blev egentlig ret godt, med masser af farver og spændende planter. Det blev på en eller anden måde starten på det vi har gang i idag. Samtidig begyndte jeg, at abonnere på 'Alt om Haven', og fik en masse ideer der.
De første år lavede jeg om på bedene igen og igen, og lærte en masse af mine fejl. Det var i det stykke som vi bare kalder 'haven', for det var det have vi havde dengang. Stykket ved siden af havde vi også, men det var bare græs med frugttræer.
I 2004 fandt vi ud af, at vi faktisk havde ca. 400 m2 grund mere. Vores grund grænser op til en mark, og for mange år siden er husejeren og landmanden åbenbart blevet enige om, at de 400 m2 skulle være mark.
Vi syntes jo, at eftersom det var vores grund, så ville vi også gerne ha det. Heldigvis var der ikke nogen problemer overhovedet med landmanden, vi fik vores ekstra kvadratmeter.
Så blev der plads til 3 drømme som manden havde. En havedam, et drivhus og en hønse/andegård med vand. Havedammen er nu blevet til en sø - det kalder vi det i hvert fald selv.
Drivhuset er blevet til Driveren - her dyrkes ikke længere grønt, kun hygge og afslapning.
Hønse/andegården med vand er forlængst væk, og fordi vi umiddelbart efter det plantede en masse forskelligt i en stor rodebunke, blir det nu kaldt 'den vilde have'. Det er der nu kommet mere styr på.
Vi har to matrikelnumre med en grusvej imellem. På den ene med huset er der ca. 1400 m2 have. På den anden er der ca. 800 m2. Der er ikke andet end græsplæne og et rhododendronbed. Jeg er heller ikke sikker på det nogensinde blir anderledes, men hvis det gør, så er det i hvert fald langt ude i fremtiden... lige nu har jeg nok have at passe.
Haven ligger på landet i Jylland, mellem Esbjerg og Billund. Vores jord må vist betegnes som sandet, og så er den fyldt med alverdens ting og brokker i massevis. Her har før i tiden været losseplads i området, og vores garage har været betonstøberi. Så nærmest hver gang vi stikker en spade i jorden, støder vi på et eller andet.
Jeg kan godt li at besøge andres have, se haveprogrammer i tv og læse mit haveblad. Jeg får en masse nye ideer - nogle føres ud i livet med det samme, nogle skippes af den ene eller anden grund, og andre pusler rundt i mit hoved og venter på deres tur... helt færdig bliver vi aldrig med haven, men så keder vi os heller ikke så længe... 